The Project Gutenberg EBook of Ved vejen, by Herman Bang This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.net Title: Ved vejen Author: Herman Bang Release Date: August 13, 2004 [EBook #13175] Language: Danish Character set encoding: ASCII *** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED VEJEN *** Produced by Steen and Heidi Christensen and Distributed Proofreaders Europe HERMAN BANG. VED VEJEN Kjobenhavn 1886 I Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget.--Satan til lidt Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa smaat over Regnskaberne. Han fik taendt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik saadan op og ned, stram i Tojet, og Haenderne i begge Jakkelommerne, saa' man Lojtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet. Fem-seks Bonderkarle var kommet og stod og skraevede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slaebte Godset frem, en enlig gronmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten af Vejen. Praestens garderhoje Datter rev Perronlaagen op og kom ind. Stationsforstanderen slog Haelene sammen og hilste. -Hvad vil Frokenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var "paa Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa Klubballerne i Naestved i gamle Dage ved Kavalleriet. -Gaa, sagde Praestens Datter. Hun havde nogle underlige daskende Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa den, som hun talte med. -Forresten kommer Froken Abel hjem. -Allerede--fra Byen? -Ja--a. -Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen spillede med hojre Haands Fingre i Luften, og Praestefrokenen lo. -Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og lob fra dem.... Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes aeldste, Louise. De var ledsaget af Froken Jensen. Enkefruen saa' resigneret ud. -Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst. Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Hosten. De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i Kobenhavn. "Min Soster Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa et Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Dotrene af med alle gode Onsker. Hun havde nu sendt dem af i ti Aar. -Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst. -Ja, de Breve, sagde Froken Jensen. -Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' omt paa Louise-AEldst. Fru Abel maatte torre Ojnene ved Tanken. De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skaendes og sy ny Besaetning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig. -Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde Familielivet, sagde Enkefruen.... Froken Jensen nikkede. Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede frem. -Det er Kiaers, sagde Praestefrokenen. Hva' ska' de? Hun gik hen over Perronen til Laagen. -Ja--Proprietaer Kiaer kom ud af Vognen--det maa De nok sige--ligger Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den vaerste Tid, saa man maa sorge for Stedfortraeder telegrafisk--og saa Fa'en ved, hva' man faar for Skrab ... Han kommer nu.... Proprietaer Kiaer kom ind paa Perronen. -Landbohojskole har han da--om det ku' hjaelpe--og det med bedste Karakter ... Naa--go' Morgen--Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag ... Er der gi'et no'ne Omgange nede hos Jer? ... Og Konen?.... -Jo--Tak ... Saa De henter Forvalter idag.... -Ja--vaemmelig Historie--og just i den vaerste Tid.... -Naa--et nyt Mandfolk til Egnen, siger Praestefrokenen og rangler med Armene, som om hun paa Forhaand gav ham en paa Oret. Med lille Stations-Bentzen bli'r det saa halv syvende.... Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-AEldst maatte ikke gaa ud med de Brunelsstovler. Louise-AEldst's Skonhed er Fodderne ... Smalle Aristokratfodder.... Og hun havde sagt det.... Froken Louise var inde i Ventesalen og satte Slor. Froknerne Abel gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slor. Bai gik om ad Kokkenet for at melde sin Kone Forvalteren ... Praestefrokenen sad og dinglede paa den gronmalede Kasse. Hun tog Uhret op og saa' paa Klokken: -Gud, hvor det Mandfolk gor sig kostbar, sagde hun. Froken Jensen sagde: Ja--Toget synes at vaere ikke saa faa Minutter forsinket. Froken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun talte med Praestens Datter. Hun satte ikke Pris paa Praestens Datter. -Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen. Froken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord. -Men--der er jo den dejlige Kone. Praestefrokenen satte op fra Kisten og for over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen. Naar Praeaestefrokenen hilste hjertelig, saa' det ud som et voldeligt Overfald. Fru Bai smilede stille og lod sig kysse. -Gud forbarme sig, sagde Praestefrokenen, faar vi ikke uventendes en ny Hane til Gaarden. Der er han! De horte Stojen af Toget der borte fra og den staerke Klapren, naar det gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over Engen. Praestefrokenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frokenen holdt Fru Bat om Livet. -Der er Ida Abel, sagde Praestefrokenen, Jeg kender hende paa Sloret. Et bordeauxfarvet Slor stod ud af et Vindu. Toget holdt, og Dore blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag" saa hojt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne. Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm--hun stod endnu paa Trinet: -Der er en Herre med Toget--hertil-- -Hvem er han? Det gik som Kaep i Hjul. Ida-Yngst var nede. Der var Herren ... En blondskaegget, hojst sindig Herre, som fik Hataeske og Futeraler ud af en Rogkupe. -Og Tante--Tante Mi, skreg Enkefruen. -Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise? Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Praestefrokenen saa barnligt, som om hun havde haft sin "Skonhed" i Knapstovler. Nedenfor Trappen praesenterede Forvalteren sig for Hr. Kiaer. -Ja, Satan til Historie--der ligger Madsen--i den vaerste Tid ... Naa, vi vil haabe det bedste ... Hr. Kiaer slog den nye Forvalter paa Skulderen. -Gud hjaelpe os, sagde Praestefrokenen. Et hojst almindeligt Husdyr. Den gronmalede var inde, og Faellesmejeri-Spandene var hevet ud af Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu. Han havde ingen Billet. Togforeren, en smaekker Yngling, stram som en Husar i de elegante Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet. Bonden blev ved at skrige og skaendes med Konduktoren, der hang paa Braedtet. Og alle Ansigter paa Perronen saa' et Ojeblik efter Toget, som rullede bort.... -Hm, det var det, sagde Praestefrokenen. Hun gik ind i Gangen med Fru Bai. -Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiaer ud mod Bai, som gik forbi. De tre stod lidt stille. Louise-AEldst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses vildt midt i Doren. -Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger.... -De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De traeffer straks Stedets Damer ... Mine Damer, tor jeg praesentere? Froknerne Abel horte op at kysses som paa Kommando. -Froknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus. -Ja, jeg har saamaend hentet min Yngste--fra Kobenhavn, sagde Enkefruen umotiveret. -Fru Abel, sagde Hr. Bai. Hr. Huus bukkede. -Froken Linde--det var Praestefrokenen--Hr. Huus. Praestefrokenen nikkede. -Og min Kone, sagde Hr. Bai. Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tojet. Proprietaer Kiaer rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud paa Vejen, havde de glemt Froken Jensen. Hun stod og dromte inde paa Perronen, laenet til en Signalpael. -Froken Jensen, skreg Praestefrokenen fra Vejen. Froken Jensen for op. Froken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort". -Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen. -Meget almindelig Forvalter, sagde Praestefrokenen, hun gik med Fru Bai under Armen. Nette Haender havde han. De to Kyllinger gik bagest og skaendtes. -Hej, Froken Jensen, hvor De ta'er Fart, sagde Praestefrokenen. Frokenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste staerkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvaeden. De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai Farvel. -Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, sagde Praestefrokenen og langede sig frem over hende igen. -Farvel.... -Fa'a'a'rvel.... -Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha' sagt, sagde Ida-Yngst. Praestefrokenen flojtede. -Nej--der er Kapellanen, sagde Fru Abel ... God Aften, Hr. Pastor ... God Aften.... Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, sagde han. -Naa, Froken.--Og Befindendet! -Tak, sagde Froken Abel. -Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel. -Saa? Hvor? -Kiaer hentede sin ny Forvalter--rigtig et tiltalende Menneske. Ikke Froken Linde? -Aa ja.... -Prima, Froken Linde? -F. F., sagde Praestefrokenen. Praestefrokenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften. Praestefrokenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen praedikede, siden hun en Sondag naer havde faaet ham til at le under Fadervor paa Praedikestolen. -Froken Jensen stritter af, som hun havde taendte Raketter et vist Sted, sagde Kapellanen. Froken Jensen var stadig forude. -Naa, Andersen--Froken Linde skruplo--nu er De holbergsk. De kom til Praestegaarden, som var den forste Gaard i Landsbyen, og Praestefrokenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen. -Farvel, Froken Jensen, raabte Froken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip. -Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel anden. -Vor Herre bevares, sagde Froken Linde, en meget net Landbruger. Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven. -Hm, sagde Froken Ida--Familien Abel naaede Froken Jensen, der stod og ventede paa et tort Sted--#den# lider vi nok paa, at han var kommet for at sige Goddag til mig.... De gik lidt. Saa sagde Froken Jensen: -Der gives saa mange Slags Mennesker. -Ja, sagde Fru Abel. -Jeg saetter ikke Pris paa at vaere sammen med den Familie, sagde Froken Jensen ... jeg gaar helst af Vejen. Froken Jensen var gaaet "af Vejen" i otte Dage: Siden Pastoren havde sagt de Ord.... -Fru Abel--sagde Froken Jensen ... Hva' har en enlig Kvinde? Jeg sagde det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De #interesserer# Dem for Friskolen ... derfor sender Foraeldrene deres Born i Friskole. -Og hvad svarede han mig, Fru Abel? -Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen ... De har i Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Froken Jensen udtalte "tot")--#jeg# vil blive ved at gore min Pligt--selv om de ta'er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om Legatsagen-- De tre Damer var bojede om ad den lille Vej, der forte op til "Gaarden", en gammel hvid Bygning med to Laenger. Enkefru Abel boede i Laengen til hojre, Froken Jensens Institut laa til venstre. -At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden. -Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Doren, hvor saa' I ud ved Banen--saa man maatte skamme sig.... -Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-AEldst, som loste Slor foran Spejlet, naar #du# har Klaederne. Enkefruen tog Slaeber paa. Der var ingen Bund i hendes Stovler. Froken Jensen fik langt om laenge Noglen op af Lommen og fik sig lukket ind. Inde i Stuen goede Moppen et Par gnavne Bjaef mod sin Froken og blev liggende i sin Kurv. Froken Jensen tog Tojet af og satte sig til at graede i en Krog. Hun graed hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine Ord. -De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor sender Foraeldrene deres Born i Friskolen. -Jeg skal sige Dem, Froken Jensen, hvorfor Foraeldrene sender deres Born i Friskolen, fordi Froken Sorensen kan sine Ting, det havde Pastoren svaret. Froken Jensen havde kun betroet "Ordene" til Krokonen: -Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt--Kvindens eneste Vaern er Taarer.... Froken Jensen sad og graed i sin Krog. Det begyndte at blive morkt, og tilsidst rejste hun sig og gik ud i Kokkenet. Hun taendte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun lagde en Dug over Hjornet af Kokkenbordet og satte Brod og Smor frem foran den enlige Tallerken. Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og taenkte paa ny paa Praestens Ord. Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran sin tomme Madtallerken. Froken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrod, blodt op i det varme Vand. Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortaere Foderet uden naesten at rore sig. Froken Jensen havde taendt et ensomt Lys. Hun drak sin The med Rugbrodssmorrebrod til--hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa Firkanter. Naar hun havde drukket The, gik Froken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen. Hun laasede Doren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen. Saa klaedte hun sig af og redte sine Fletninger ud og haengte dem op paa Spejlet. Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen. Froken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt--de Ord. * * * * * Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man horte de to Telegraftraade surre. Fru Bai satte sig paa Baenken udenfor Doren med Haenderne i Skodet og saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Baenk eller et Trappetrin. Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Plojejord og laenger borte Engene. Himlen var hoj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for Ojnene uden Annekskirken. Den saa' man med dens Takker og Taarnet der yderst ude over den flade Mark. Fru Bai fros og rejste sig. Hun gik hen mod Havehaekken og saa' ind over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel langs Banen; forrest var der Kokkenhave, i den bageste Spids var der en Plaene med nogle hojstammede Roser foran Lysthuset under Hylden. Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamaend blomstret trofast iaar--hele Tiden. Men nu maatte de snart daekkes til.... Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Lae for nogenting.... Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankevaerket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn. Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og at sprede Kornet ud paa Stenene. Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn. Der havde vaeret saa fuldt af dem hjemme i den store Kobstadsgaard ... Hvor de havde svaermet om Dueslaget der lige over Vaerkstedsporten.... Det var som man horte en Kurren og Murren blot man taenkte paa Gaarden derhjemme. Den #gamle# Gaard--for siden, da Faderen dode, solgte de baade Vaerksted og alt og flyttede. Duerne floj ned om Fru Bai og nippede Kornene op. -Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spaettede er arrig. Marie kom frem i Kokkendoren og talte om Duerne. Fru Bai tomte Skaalen ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai's L'hombre, sagde hun. Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt morkt nu, sagde hun og gik ind. I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte sig ved Klaveret og spillede. Hun spillede aldrig uden i Morkningen, altid de samme tre-fire Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slaebende og langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne hinanden. Naar hun sad og spillede i den morke Stue, taenkte Fru Bai naesten altid paa sit Hjem. De havde vaeret mange Soskende, og der var altid saa megen Afveksling derhjemme. Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen. Faderen sad i Sofaen i Skjorteaermer, og de stod rundtom Bordet, alle Bornene, og langede til. -Ret Jer, Unger, sagde Faderen. Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet. Moderen gik til og fra, hentede og bragte.... Ude i Kokkenet spiste alle Drengene paa Vaerkstedet ved det lange Bord. De fniste og skaendtes, saa det hortes gennem Doren, og med et rog de sammen, saa man troede Huset skulde styrte om: -Hva' mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen. Ude i Kokkenet blev der ganske stille--en sagte Ragen bare af en enkelt, som sogte noget op under Bordet efter Faegtningen. -Himmelhunde, sagde Faderen. Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet: -Nu er der vel taenkt udforligt over Statens Bedste, sagde han og fik Kaffen, for han gik paa Vaerkstedet. -Da Faderen dode, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny. Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens.... De andre Soskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen. De Aar var Katinkas bedste, der i den lille By, hvor hun kendte alle, og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen, hver ved sit Vindu paa Forhojningen, hvor Moderen havde det Vindu med "Spejlet"; Katinka broderede "fransk" eller laeste. Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det hvide Gulv.... Katinka laeste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog.... -Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule Hat.... Tinka saa' op: Hun skal til Spil, sagde hun. Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med Fingrene, om de kom til "Halvti'et".... -Det er dog graesseligt, hvor Ida Levy gaar skaevt paa sine Haele, sagde Tinka, hun saa' efter hende. Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen. De gaar forbi, en efter en, Godsforvalteren og de to Lojtnanter, og Fuldmaegtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et Par Ord om hver. De ved, hvor hver gaar hen og hvad han skal der. De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gor hver Dag de samme Bemaerkninger om de samme Ting. Minna Helms gaar forbi og nikker. -Saa' du Minna Helms, siger Moderen. -Ja. Og Katinka ser efter hende og skaerer Grimasser mod Solen: -Hun kunde snart traenge til en ny Kaabe, siger -Stakler--hvor skulde de faa 'et fra? Moderen ser i Spejlet ... Ja--solle ser 'en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku' kante den. Men det er nok som Fru Noes si'er--lidt har Fru Helms og lidt ta'er hun sig a'et.... -Naar dog Fuldmaegtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka. Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og to gik de op og nedad Gaden og modtes og samlede sig i Klynge og lo og snakkede og skiltes.... Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Modrene med, og det gik mere stille til, ud ad Stationsvejen. -Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr. Bai ... Saa har han fri iaften.... Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rod. For Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai.... -Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy. Om Sondagen gik de i Kirke til Hojmesse. Alle var i Stadsen, og de sang, saa det lod under Hvaelvingerne, mens Solen stod ind gennem de store Korvinduer.... Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken. Hun sad hele Tiden, mens Praesten var paa Praedikestolen, og sagde: "Saa, du Gamle", og kneb i Armen.... Ja Thora Berg forte an til Galskaber. Om Aftenen floj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas Ruder.... Og de horte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden. -Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har vaeret hos Borgmesterens. Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de unge Herrer. Hele Byen fik Lov at hore, naar Thora Berg gik hjem fra Selskab. Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende altid med Ojnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun hjemme: -Det har Thora sagt.... Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet--til Koncerterne naar Militaeret spillede, hver anden Onsdag--talte de sammen. Tinka blev altid ganske rod i Hovedet, naar de modtes.... I Pavillonen var det ogsaa forste Gang, hun havde gjort Bekendtskab med Bai ... Han havde straks den forste Aften danset mest med hende. Og naar de lob paa Skojter, bod han hende altid op til at lobe. Det var som de floj, og naesten som han bar hende ... Han kom ogsaa hjemme. Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de "skrev Sedler" og "En gik ud" og naar der blev "taenkt paa noget" ... Det var altid Bai, og saa blev der en Latter. Og hjemme talte Moderen altid om ham. Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken om Sondagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og altid ... Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og Indretning og alt det ... Veninderne hjalp hende med de mange Navne, der var at sy, og alt, hvad der skulde sommes.... Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen gik, den lagde Som, og den faestede Ende. Og de drillede hende og lo og pludselig for de op og floj ud i Haven og rendte Plaenen rundt under Stoj og Latter, vilde som en Flok Fol.... Tinka var den stilleste af dem. Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det Taeppe, Tinka skulde staa Brud paa foran Alteret--og Sangovelser til Salmerne de skulde synge i Koret.... Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke--den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og graed igen. Hun havde graedt hele Tiden som en Vandhane. Og saa kom de herover til Stilheden. I Begyndelsen af sit AEgteskab var Tinka skraemt og altid aengstelig, som om nogen vilde overfalde hende. Der var saa meget, som hun ikke havde taenkt sig, og Bai var saa voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skraemt og usikker som hun var.... Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen.... Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad efterhaengende, som det laa i hendes Natur. Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Haekletoj, og hun saa' paa ham, som han sad bojet over sit Bord--Haaret, der krollede, faldt lidt ned over hendes Pande. Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille--laenge vaere saadan naer ved ham: -Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai. Hun bojede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den. -Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu. -Skriveper, sagde hun og gik fra ham. Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt. De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang. Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevaegelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang. Hun var laenge om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: "Kommer imorgen". Born fik de jo ikke. Da Katinkas Moder dode, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at vaere sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed. Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin. Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens Assistenten gjorde det meste Arbejde. "Lojtnanten" lagde han kun an uden Dore. Et Barn havde han oppe i Byen. -For Satan, sagde han til Kiaer, der var Ungkarl ... man er jo dog gammel Kavallerist ... Og Pigen var saa kaelen som en Spurveunge.... Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor det var i Pleje. Saadan gik Tiden. Laese som for, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bogerne var jo dog det bare Digt. I sin Sekretaer havde Fru Bai en stor Papaeske med mange visne Blomster, Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og "sidste Abonnement" i Pavillonen, naar der blev danset. Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og sogte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det. Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver Kotillonsorden. Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet. -Det gamle Skrab, sagde han. -Lad det ligge, Bai, sagde hun ... naar jeg nu har ordnet det. Og hun skrev videre paa sine Herrenavne. Hun laeste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af. I den overste Skuffe under Solvskabet i Sekretaeren laa hendes Brudeslor og den visnede Krans af Myrter. Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen.... Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, saadan som det var hendes Vane. En Gang imellem glattede hun bare med Haenderne over Sloret.... Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesloret. Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede.... Ja--hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar.... ... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gaestfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen. Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tojet. Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt. Hun saa' ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne til de store L'hombrer. -Men der skulde vaere et Par Born, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren ... De velhavende Folk--som havde Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde der ensomme hen.... -Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Praesten. -Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen. Praestens havde haft ti Born. De syv havde Herren gemt som Smaa. Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Born at begrave i Sognet. * * * * * Fru Bai havde hort op at spille. Hun sad og taenkte paa, at hun egenlig skulde staa op og taende Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde taende, og blev siddende. Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og daekkede til The. -Hvad er Klokken? sagde Fru Bai. -Otte-Toget er meldt, sagde Marie. -Det har jeg slet ikke hort.... Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret. -Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet. -Er der Depesche? -Ja. -Til hvem? -Aa, op i Byen.... -Saa skal Ane jo afsted.... Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Morke. Lyden, forst langt borte, og saa Dronet, naar Toget gik over Aabroen, og det store Lys, der lob frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for hendes Ojne med Konduktorerne og den oplyste Postvogn og Kupeerne.... Naar det saa var borte igen og Bruset hendoet, laa alting tyst, ligesom dobbelt stille. Stationskarlen slukkede Lygterne, forst den ene paa Perronen, saa den over Doren. Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i det store Morke. Fru Bai gik ind. De drak The, og Bai laeste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai laeste kun Regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og laeste Kiaers "Dagblad", som han tog ud af Posten. Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik "de vaeldigste over Naebbet". Og undertiden laeste han enkelte Saetninger hojt og lo imellem. Fru Bai horte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svaert sovnig om Aftenen. -Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai. Han rejste sig og fik en Haandlygte taendt. Han gik sin Runde for at se om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget. -Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Kokkenet. Hun vaekkede Marie, der sov siddende paa Traestolen. -Godnat Frue, sagde hun sovndrukken. -Godnat. Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet. Der stod de om Natten i en Raekke. Bai kom tilbage. -Det bli'r koldt til Natten, sagde han. -Jeg taenkte det--for Roserne ... jeg saa' til dem idag. -Ja, sagde han, de maa daekkes nu. Bai begyndte at klaede sig af inde i Sovekamret. Doren stod aaben. Han holdt meget af at gaa laenge frem og tilbage om Aftenen. Fra Sovekamret til Stuen i staerkt Neglige. -Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa Loftskamret. Fru Bai lagde hvide Stykker over Moblerne og laasede ind til Kontoret. -Kan jeg slukke, sagde hun. Og hun slukkede Lampen. Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og loste sit Haar op. Bai var i Underbukser og bad om en Saks. -Pokker saa du bli'r mager, sagde han. Katinka lagde Friserkaaben om sig. Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom. De havde tiet lidt. -Hm, ganske net Menneske--hva'? -Ja--saadan at se til.... -Hva' sagde Agnes Linde?.... -Ogsaa, at han var ganske net. -Hm--skrap Mund, det Pigebarn har. -Og--Fa'en ved, hva' for en L'hombre han spiller.... Lidt efter sov Bai. Naar Bai sov, aandede han staerkt gennem Naesen. Nu var Fru Bai vant til det. Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Friserkaaben bort og saa' paa sin Hals. -Ja hun var virkelig bleven mager. Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret. Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr. Bai. II Det var de korte Dage. Saa strid Regn og #saa# mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Vaede. Selv Froken Jensens bedste Elever kom i Traesko over Markerne til Skolen. Paa Stationen var Perronen en So. De sidste Smaablade fra Havehaekken kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktorerne lob om formummede i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under Paraplyen. Kiaers Saedvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i Regnkapper. Forvalter Huus korte selv den forste Vogn til Stationen. Der var nok at gore med Fragt og Klarering. -Der er de fra Kiaers, sagde Bai ind til sin Kone. Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais. Medens Fru Bai gik til og fra og daekkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene paa Perronen og ladede Saekkene i Godsvognene. Katinka saa' dem lobe forbi Vinduerne. De saa' saa vaeldige ud i deres Olietoj. Marie Pige svaermede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit Arbejde. Hun blev aldrig faerdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid: -Og saadan en Rost han har.... Det var en blod, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den. Naar Huus var faerdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu. -Ja--det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Haenderne, hos Fru Bai er der rart. Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjaeldent "fortalte" han noget. Men han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i Humor. Og man folte det rart, naar han bare #var# der. Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at ekspedere. Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i Regnen. Huus saa' til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de saa' til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skod eller om den stod stille, og hvad der skulde gores med den. Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de nye Jordbaerbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret. Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa' til det og til det. Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at faa at vide, at sporge til Raads om og at indrette. De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, som det laa for dem begge. Der var saamaend ligefrem naesten altid et og andet, der #ventede# paa Huus--selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa Rugaard solgte Saeden. Froken Ida Abel havde ogsaa tidt AErinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten. -Gud, hvilket Vejr, Hr. Lojtnant. -En Kop Kaffe, Froken--lidt indvendig Vaede til at staa imod med ... Huus er inde hos min Kone.... -Men er de fra Rugaard her? -Ja, med Saed. Ida-Yngst havde ikke anet det. Fra Hjorneforhojningen paa Gaarden kunde "Kyllingerne" holde Rundskue over hele Egnen. Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne. Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret. -Hvor skal du hen? Louise-AEldst gik med Krydderpose for Tandpine. -Bringe Brev til Stationen.... -Mo'r--Louise hvinte--nu vil Ida rende igen. Hm, om du taenker, du faar malet der.... -Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Doren til Sovekamret i paa Naesen af Med-Kyllingen. -Gud bevar's, vil du gore dig latterlig--men du ta'er dine egne Stovler. Det si'er jeg dig, Ida.... -Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Stovler--altid render hun i mine Knap til Stationen.... -Pyh, siger Ida, som er faerdig med Pandegriflen. -Og #mine# Handsker--maa jeg vaere fri ... Louise snapper et Par Handsker ud af Haenderne paa Ida. Og der smaekkes igen med et Par Dore. -Hva' var der dog, Born? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade Haender fra Kokkenet. Hun har skraellet Kartofler. -Ida stjaeler mine Klae'er. Froken Louise-AEldst graeder af Arrigskab. Enkefru Abel gor stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler.... -Sode Fru Bai, siger Ida-Yngst i Doren--jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa raedsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag.... Froken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben. -Det er, naar det naermer sig Jul--man har saa raedsom travlt ... Aa, De tillader vel, Hr. Huus ... at jeg kommer forbi. Froken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun. Men hun sad ikke laenge. Der var altfor meget, hun maatte beundre. Froken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt. -Gud, det lille Taeppe.... Froken Abel maatte ud at fole paa det lille Taeppe. -Aa, Hr. Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi. Hun folte paa Taeppet.... -Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst. Enkefru Abel kaldte undertiden Dotrene for sine "Flagreduer". Men Navnet vandt ikke Haevd. Der var noget ved Louise-AEldst, som absolut udelukkede Begrebet "Due". Og det blev ved "Kyllingerne". Naar Froken Abel var arriveret, varede det ikke saa laenge, inden Forvalter Huus brod op. -Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Froken Ida var, sagde han. * * * * * Det blev henimod Jul. Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besorge for Fru Bai, Bai maatte ikke hore det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget. Katinka syntes ikke, hun havde glaedet sig i mange Aar til Julen, saadan som hun glaedede sig iaar. Det laa ogsaa i Vejret. Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden. Naar Huus havde vaeret i Randers, blev han paa Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Morkning endnu. -Vil De spille lidt, sagde han. -Aa, jeg kan kun de Par-- -Men naar jeg nu gerne vil hore dem ... Han sad paa en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen. Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke maerkede ham. Og saa var han ogsaa ganske umusikalsk. Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetoj. Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret. -Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem vaere hos sig selv, sagde han. Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier. -Han havde ogsaa vaeret med i sin Tid ... da de laa paa Skolen. -Og Kobenhavn #havde# haft Fruentimmer ... naa--#det# er gaaet tilbage... -De si'er, de gaar til Rusland nu ... Ja--ka' sgu' gerne vaere.... -Tilbage er 'et gaaet.... -Naar man har kendt Kamilla--Kamilla Andersen--brav Pige--brillant Pige-- -Tog en sorgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s'gu ud af et Vindu.... -#AErgerrig# Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas AErgerrighed. -Meget aergerrig Pige ... Kendte hende, brillant. Bai snakkede hele Tiden. Huus rog sin Cigar og saa' ikke saerlig interesseret ud. -Jeg spo'r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i Sommerferien, i Praestegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, sporger jeg. Er det #godt?# -Smaapi'er, gamle Ven. Smaapi'er. -Ja-a--de gaar til Rusland, si'er de--kan s'gu gerne vaere. Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa' paa Uhret. -Det er vel paa de Tider, sagde han. -Aa--hva'.... Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej.... De gik ind til Fruen. -Skal vi ikke folge Huus, sagde hun, Vejret er smukt.... -Saa gu'--at faa Benene rort.... De fulgte. Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede under deres Fodder henad Vejen. -Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka. -Ja--en Maengde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han havde vaeret hos sig selv. -Ja, jeg tror det, sagde Katinka. -Maerkeligt er det med Vejret, sagde Huus. -Ja--det var Bai--den Kulde for Jul. -Og den holder Nytaar ind.... -Mener De?.... Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende. Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat. Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i Doren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet til Nattoget. Han kom tilbage. Naa--sagde han. Katinka aandede ud i Luften, langt. -Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i Luften med Haanden. De gik ind. Bai laa i Sengen og rog en Stump Cigar. Saa sagde han: -Ja--Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Torvetriller. Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo. Men Bai betroede Kiaer, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et paa Fruentimmer. -Jeg foler ham jo saadan paa Taenderne--ser De, sagde han, om Aftenen, naar han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig stort paa Fruentimmer.... -Naa, gamle Bai, sagde Kiaer, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo glad. #Alle# ka' jo ikke vaere Kendere. -Nej--heldigvis da ... og Huus--jeg tror s'gu ikke.... De blev kaldt ind til Kaffen. * * * * * De sidste Dage for Jul var der travlt paa Stationen. Der var en Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet. Froknerne Abel sendte Smaakort med Lykonskninger og spurgte om Pakker. Froken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet. -Mine Haenders Arbejde, Fru Bai, sagde Froken Jensen. Haendernes Arbejde var til hendes Soster. Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar.... -Det er Terminspengene, sagde Froken Jensen spidst, der er kommet til Huse.... -Hun var saa belaesset, da hun kom hjem.... -Jeg #tror# det nok. -De er da hos Abels Juleaften? -Nej ... vi boer Dor om Dor, Fru Bai ... men Abels ... har altid nok i at huske paa sig selv.... -Tidligere har jeg jo altid vaeret hos Lindes, i Praestegaarden.... -Nej, Abels, sagde Froken Jensen--aa nej--det er ikke alle, som er ens.... Fru Bai bad Froken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem. Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet. -Mathias--sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme Meddelelser--jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften ... hun ka' jo ikke gaa til Lindes.... -Naa, for min Skyld--Bai hadede "det lille Parykstativ"--ja naar #du# bare faar Lemmeforsamling. Bai gik lidt rundt. -Ska' hun ikke til Abels, sagde han. -Det er just det--de har jo ikke bedt hende, Mathias.... -Naa--det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Stovlerne af sig. Naa, det er jo din Fornojelse. Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt. -Froken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe. Hun gjorde Undskyldning for #Bel-ami#. -Den er jo ellers hos Abels--jeg lukker den jo ellers altid ind hos Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nodig ... men den gor ingen Ulykke ... den #er# et stille Dyr. Bel-ami blev anbragt paa et Taeppe i Sovekamret. Der blev den. Den led af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede. -Han sover af et godt Hjerte, sagde Froken Jensen, der fik Manchetter og Krave op af Spaankurven. Bel-ami var kun besvaerlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut mistet Smagen for Bevaegelse. Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem Benene. Naar ingen saa' det, tog Froken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami. De spiste Klokken seks. "Traeet" stod i et Hjorne. Lille-Bentzen var med stroget Hanekam og i Konfirmationsfrakke. Han spiste som en Ulv. Bai fyldte stadig Glassene og stodte til Froken Jensens og Bentzens Baegere. -Naa, Skaal, Froken Jensen. -Skaal, min go'e Bentzen--det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han. Han blev ved at fylde i. Lille-Bentzen blev rod i Hovedet som en Hummer. -Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Froken Jensen. Doren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig. Kollegerne onskede hinanden "Glaedelig Jul" langs ad Linjen. Bai gik til og fra og svarede. -Hils fra mig, sagde Katinka. -Glaedelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet. -Ja, sagde Froken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor Tid har ophaevet Rummet, siger jeg saa tidt til dem. Ved AEbleskiverne blev Froken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde "Skaal". Froken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foraeret sig selv til Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer. Froken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv. Efter Bordet, medens Traeet blev taendt, forsogte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Kokkenet. Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at taende. Hun vilde ogsaa nok vaere lidt alene. -Gud ved, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en Stol og taendte an med en Vokskerte. I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord--hun havde faaet det sendt fra en Soster--og lagde det hen til Froken Jensen. Der saa' saa fattigt ud paa Froken Jensens Plads; hun delte Sofaen med Lille-Bentzen. Katinka aabnede Doren til Kontoret, og de kom ind til Traeet. De gik omkring og saa' paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Froken Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde dem rundt paa Pladserne. Marie-Pige kom ind i hvidt Forklaede. Hun gik rundt med sine egne Presenter i Favnen og folte paa Genstandene rundt i Krogene. Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Traeet braendte stadig i sin Krog. Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Traeet. Bai halvkaempede med Sovnen og sagde: -Man bli'r skakmat af den Festiveren, Froken Jensen, al den Juleglaede maetter, sagde han. De var alle dosige og saa' paa Klokken. De to Damer begyndte stadig igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet. -Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden, sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en Stol under Pibebraedtet. De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Traeet, og var meget sovnige. De var blundet ind et Ojeblik og for sammen op i Skraek ved en Knitren i Traeet. Der var Ild i en Gren. -Det er snart braendt ned, sagde Katinka og slukkede. Lysene begyndte at braende ned et efter et, og Traeet blev morkt. De sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Trae--kun et Par Lys braendte svagt endnu. De blev begge grebet af den samme stille Sorgmodighed ved at se paa de sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhaevede det morke, dode Trae. Froken Jensen begyndte at tale. Forst horte Katinka knap, hvad det var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus. Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde taenkt saa meget paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden. Hele Tiden-- Hun nikkede til Froken Jensen og lod, som hun horte til. Froken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at fortaelle sin Kaerlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i Fortaellingen, da Katinka maerkede det og undrede sig over, hvordan Froken Jensen kom til at fortaelle det nu og til hende.... Det var en ganske simpel Historie om en Kaerlighed, som ikke var blevet gengaeldt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes Veninde. Froken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone, Lommetorklaedet havde hun fremme, og en Gang imellem snoftede hun lidt og forte det hen over Kinderne. Katinka blev lidt efter lidt rort. Saa taenkte hun paa, hvordan det lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun alligevel haft en net lille Figur. Og nu sad hun her forladt og alene. Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Froken Jensens Haender og klappede dem sagte. Den Gamle graed staerkere under hendes Kaertegn. Katinka blev ved at klappe hendes Haender. De sidste Lysstumper braendte ned, og Juletraeet stod helt morkt. -Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Froken Jensen, hvad for Snarer de end laegger for hendes Fod. Froken Jensen var igen landet ved Praesten og hans "Ord". Katinka slap Froken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske koldt og uhyggeligt om det slukkede Trae. Bai slog Doren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som bragte en Pakke fra Huus. -Lamperne, Marie, raabte Katinka og lob ind i Kontoret med Pakken. Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et, som kunde pakkes sammen til ingenting. Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden kommet for Skade at braende.... -Men dette var meget finere.... Og hun blev ved at staa med Sjalet. Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle et Par Snapse af den aegte Rom i Theen. Lille-Bentzen blev saa salig, at han lob over paa sit Kammer og hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag paa gamle Tariffer og Regnskaber. Han laeste hojt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og smilte med Huus' fine Sjal om sig. Froken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen floj halvflov ud i Kokkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte. De maatte alle hjaelpe til at faa Bel-ami vaekket, da Froken Jensen skulde gaa; den vilde paa ingen Maade vaek fra sit Taeppe. Bai traadte den paa Halestumpen, da Froken Jensen vendte sig. Lille-Bentzen skulde folge hjem. Men Froken Jensen, der var saa raed som en Hare for Morke, vilde gaa alene. Froken Jensen vilde ikke baere sin Bel-ami, naar nogen saa' det. De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte "Glaedelig Jul", "Glaedelig Jul" ud over Haekken. Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet. Da Froken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bojede hun sig ned og tog Bel-ami op under Armen. Froken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i Julenatten. Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skaerende Luft kom ind. -Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekaerlig glad ved at have haft Lille-Jensen i Aften. -Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa' ud over den hvide Mark i Natten. -Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede Doren til Sovekamret. Bentzen gik over Perronen til sit Kammer. -Hun #tog# Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Haekken for at se den Begivenhed. Glaedelig Jul, Frue.... -Glaedelig Jul, Bentzen. Der blev lukket et Par Dore, og saa var det ganske stille. Kun nu og da lod der en fin Summen i Telegrafens Traade. * * * * * Katinka var ude at fodre Duerne, for de gik i Kirke. Det var hoj og stille Luft, og Klokkerne lod ned forbi Skoven. Rundt paa de hvide Marker saa' man Bonderne, som travede af, i Gaasegang, langs de skovlede Stier, til Offer. De ventede i Flok udenfor Kirken og onskede hinanden "Glaedelig Fest". Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede. Saa stod de stille og saa' paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen. Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede "Jul" til Huus, der stod taet ved Doren, og gik op til sin Plads. Hun delte Stol med Abels, lige bag Praestens. Kyllingerne Abel forsvandt i Slor og fantastiske Slyngninger. Fru Linde havde Ojne i Nakken paa de store Offerdage. Hun "klaedte" sig og Frokenen for Offerdagene og Spaedekalvene. Frokenen gik aldrig i Kirke, naar der var "Tallerkenvals i Koret". De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med, store og smaa. Det lod saa staerkt og glad op under Hvaelvingerne. Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vaegge. Gamle Linde talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser fod, med tarvelige stilfaerdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens Fred ned over hans Kirke. Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en lang Marsch. Maendene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til deres Plads uden at have fortrukket en Mine. Konerne rokkede af, generte og rode i Hovederne, seende stift paa det sammenlagte Lommetorklaede. Fru Linde havde Ojnene ved #Haenderne# ved Alteret. Fru Linde havde vaeret Praestekone i fem og tredive Aar og siddet til utallige Offerdage. Hun saa' paa #Haenderne,# hvor meget hver lagde. Haenderne havde ikke samme Bevaegelse, af Lommerne, naar de lagde lidt, og naar de lagde mere. Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar. Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft, og der blev en storonsken "Glaedelig Jul" igen. "Pastoren" kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetorklaede, og alle hilste og kniksede. Naa, Froken Jensen, saa onsker vi vel hinanden Glaedelig Jul, sagde "Gamle Pastor". Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiaer, saa de to gik alene henad Vejen. Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene havde de Dannebrog ude paa Flagstaengerne i den hoje Luft. Rundtom drog Kirkegaesterne hjem i Flok. Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Ore, hun folte alting som i glad Hojtidelighed. -Julen er rar, sagde hun. -Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et". -Og han sagde det osse rigtig kont, lagde han lidt efter til. -Ja, sagde Katinka, det var en rigtig kon Praeken. De gik lidt. -Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for Sjalet.... -Ingenting at takke for. -Jo netop ... jeg blev saa glad. Jeg havde haft naesten Magen og halvt forbraendt det. -Ja, det ved jeg jo ... De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom. Katinka vilde sige: Hvor saa' De det? Men sagde det ikke. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun med et blev rod, og hun for forste Gang maerkede, at de sagde ingenting og sogte om noget til at faa brudt Tavsheden med. De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede. Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde. -De gaar da med ind, sagde Katinka, og baerer ikke Jul fra Huset. De stod paa Perronen og horte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai. Huus blev der hele Dagen. Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange Glasassietter, sagde han: -Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte: -Ja, da--og lo af Fornojelse. Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud af Ojnene. Og hele Dagen hvilede der en stille Glaede over Huset. Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand. -I Praestegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var skuffet. Offeret var betydeligt #under# et Middelaar. -Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun. Pastoren sad og saa' eftertaenksomt paa de mange #smaa# Monter. -Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en Mark. Fru Linde gor en Pavse og taeller for sidste Gang de hele Kroner. -Med Familje, sluttede Fru Linde. -Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste vaere taknemlige for Kapitelstaksten. Praestefrokenen og Pastor Andersen morede sig med at vaelte Moblerne i Salen: de spillede Gulvkrocket. -Jeg hytter mig for Mo'er, sagde Froken Agnes. #Alle# de uaedlere Elementer er i Opror hos Mo'er paa de store Offerdage. * * * * * Julen gik. Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden laenge, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget saerligt og mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Froken Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiaer og Huus. Froknerne Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til. Noget saerligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en lykkelig Gaenge. Den eneste, der, "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i den sidste Tid. -Huus, sagde Katinka, sover De? Huus for helt sammen, som han sad. Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset. -Satan til Indflydelse Vejret kan ha'e, sagde han, naar han stod paa Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Foler mig s'gu forbavsende vel i denne Tid--forbavsende vel.... Og hele deres AEgteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt og fornojet. Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret ind. Der lod et vaeldigt Rabalder mod Plankevaerket. -Hva' Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der spillede seks og treds, Peter ku' gerne spare paa Krudtet. Det bankede paa Ruden, og Huus' Stemme raabte "Glaedeligt Nytaar". -Hva Fa'en--er det Huus, sagde Bai og stod op. -Jeg taenkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet Hjertebanken af Rabalderet. Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slaede. -Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa 'et.... -Godaften, Huus, Katinka kom frem i Doren. Vi drikker dog Aaret ind, sagde hun. De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred. De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det kom forbi Klokken to. -Spil et Stykke, Tik, sagde Bai. Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til. -Ja, sagde han, man var en svaer Danser i sin Tid, hva' Tik? Han kildede hende ned paa Halsen. De gik ud paa Perronen. Himlen var mork for forste Gang i lang Tid. -Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt los Sne og tjattede det i Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Faegtning en Stund. -Der har vi ham, sagde Bai. De horte Toget som en fjern Brusen. -Mork er 'en s'gu iaften, sagde Bai. Stojen kom naermere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom naermere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Morket som et stort lysojet Bestie. Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen. Klaprende gik det bort, ud i Morket. -Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse lidt. Hun laenede sig op til sin Mand og strog Haaret mod hans Kind. Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bojede sig ned og kyssede hende. Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind. Huus var gram mod Dyret, da han korte hjem i Slaeden. Af Pidsken fik det, saa det fog, og Forbandelser i Tilgift, Morkt var det, og der begyndte at komme Storm op. Katinka kunde ikke sove. Hun vaekkede Bai. -Bai, sagde hun. -Hvad er der? Bai vendte sig. -Det er et slemt Vejr.... -Naa, vi er jo ikke tilsos, sagde Bai; han halvsov. -Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai. -Aa, vor Herre bevar'es.... Bai sov ind igen.... Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det Vejr. Det var saa morkt--og han var dog ny paa Egnen. Hvor det var maerkeligt at taenke sig, at det kun var tre Maaneder, siden Huus var kommet her.... Om han dog ogsaa var hjemme nu ... Katinka horte igen efter Vejret, der tog til ... Han havde ogsaa vaeret bedrovet iaften--siddet saadan hen--hun kendte ham--og set forknyt ud ... Noget maatte der vaere i Vejen. Noget var der i Vejen i den sidste Tid.... Men naar han bare var hjemme nu--saa--Vejret tog til.... Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand. Anden Nytaarsdag var der Selskab i Praestegaarden. Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik Tungebaandet lost, naar de kom i Praestegaarden. Familien Abel modte forst, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid forsilde. -Tiden lober fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os los fra Reden. Naar Froknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Friserkaaber og skaendtes. Fru Abel maatte klaede sig paa i sidste Minut og saa' altid ud, som om en Storm havde haerget hende. De legede Ordsprogsleg, saa der ikke hang en Trevl urort i noget Klaedeskab i Praestegaarden. Froken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklaeder og bagefter Gronlaender med Katinka til Gronlaenderkone. -Dejlige Kone, sagde hun, De er ikke snaerpet. De dansede Pingasut, saa Katinka var helt or. Fru Bai var saa glad, at hun naesten var kaad. Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller med et stort Badested. Hvor det saa var, blev Ida-Yngst favnet og trykket af en tyndslidt blond Sekondlojtnant. I Dorene stimlede de aeldre sammen og saa' til. Udenfor Salsvinduerne i Haven stod Avlskarlen, de to Husmaend og Drengene og grinte ad deres "knov" Froken. Gamle Pastor Linde gik til og fra: -De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de aeldre. Enkefru Abel saa' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Mollerens Frue: -Ja, her er livligt. -Ja, sagde Mollerens Frue. Et livligt Praestehus. Tonen var lidt streng paa "Praeste". Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst vaere fri for at lege med. Mollerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Mobler. Alt #blev ved# at vaere nyt. Paa alle Moblerne var der Ting og Stykker, Froken Helene havde forarbejdet. Til daglig boede Familien i en Stue, i "Gammellaengen". En Gang om Ugen blev der lagt i Stuehuset, for at Moblerne ikke skulde tage Skade. Froken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Froken Jensen med saerligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den eleganteste Dame paa Egnen, med udpraeget Smag for Guldprydelser. Til alle Toiletter var hun, inden Dore, i graa Filtsko og hvide Bomuldsstromper. I Selskab blev hun let fornaermet og stillede sig hen ved Siden af sin Moder med et surt Ansigt. -Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel livligt.... -Mo'er, siger Ida-Yngst, giv mig dit Lommetorklaede. -Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra Enkefruen. Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget Lommetorklaede er lidt defekt. -De er saa ivrige i Legen, siger Fru Abel til Mollerens Frue. Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask Blindebuk" for Bordet. Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, saa den gamle Kakkelovn nejer sig ved det. -Kakkelovnen, skriger de, Kakkelovnen. -Flaesk, Flaesk. Ida-Yngst er saa udmattet, at hun segner. Hun kan ikke faa Vejret for Hjertebanken: Fol, siger hun og laegger Lojtnantens Haand ind til sit Bryst, hvor mit Hjerte banker. Katinka er Blindebuk og bliver svunget, saa hun knap kan staa. -Nej--se mig til den dejlige Kone, raaber Froken Agnes.... -Flaesk--Flaesk. Katinka fanger Huus. -Hvem er det? Han bojer sig, og Katinka foler paa hans Haar: Det er Huus, raaber hun. Gamle Pastor Linde klapper i Haenderne, at man skal tilbords. -Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med Dem? -Hvor falder det Dem ind? -De er ikke saa glad i den sidste Tid ... som for.... -Der er ingenting i Vejen, Fru Bai.... -Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad.... -Ja, sagde Huus, det ser man. Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han. Katinka lo: Ja, vi har danset gronlandsk. Hun gik tilbords med Huus. Bai snapper Ida-Yngst fra Lojtnanten, der gaar bagefter med Skolelaererens Son. -Hansen, siger Lojtnanten, hvem er den Pige? -Aa, Moderen, den skaeve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftaegt heroppe paa Gaarden. -Satans Pige, siger Lojtnanten. Hun har s'gu et flot Bryst.... Alle kommer til Saede; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under Maden to Skaaler, "for de fravaerende" og "for den gode Aand i Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i Praestegaarden. Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med Froken Jensen. Lojtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa snaever Plads, at de naesten maa sidde paa Skodet. Man kan ikke hore Orenlyd, mens de ler og knalder og laeser Deviser hojt. -Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom. -Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem. Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka. Huus laeser paa det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over. -Huus dog, hvad stod der? -Alle Konditorsvende skriver om Kaerlighed, siger Ida-Yngst over Bordet. -Froken Ida--det er Lojtnanten--ska' vi to? Ida-Yngst vender sig igen og futter med Lojtnanten: Gud, hvor er 'et upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Lojtnanten laeser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind. Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Maelkepunchen, som gaar rundt i store graa Kander. En lille blegnaeset Student lader "Pastor Lindes patriarkalske Hjem" leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker privat med Pastoren. -De lille "rode" Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig? -Man kan have Agtelse for #Personerne#, siger den lille Blegnaese. -Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja ... Ja, Ungdommen maa jo ha'e no'et at kaempe om, ser De, Frue.... Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger naesten i Armene paa Lojtnanten. -Ja, Deres Velaervaerdighed, siger hun. -Ida, min sode Pige, (min sode Pige horer det ikke), Ida-Yngst, drik et Glas med din Mamma, siger Fru Abel. -Skaal, siger Ida-Yngst: Lojtnant Nielsen--hun raekker ham sit Glas--drik med Mo'er.... Enkefru Abel smiler: Aa--aa--hvad min Ida-Yngst har for Indfald.... Den lille Blegnaese ved ikke, om Froken Helene har laest Schandorph.... Froken Helene laeser "Tasken".... -Jeg kalder hele Retningen den aegteste Frugt af vor maegtige Brandes ... af Aandsfriheden. -Brandes, det er jo #ham,# Joden, siger Froken Helene. Der er ikke blevet anden Forestilling tilbage om "Aandsfriheden"--paa Mollen. Studenten flyver op i den store Darwin. Bai har sagt noget, saa Froken Jensen er blevet rod i Hovedet. -De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene. -Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta' Livet, som det er ... og.... -Og? -Og egenlig er det dog saa lykkeligt.... -Lojtnant, raaber Froken Ida: De er #styg#. Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Haender og nikker. -Skal vi saa sige Mo'er Tak for Mad, siger han og rejser sig. Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses. -Jeg ved ikke, om du har #set# Ida, siger Louise-AEldst til Enkefruen. Man maa gaa i Jorden over hende. Ida Yngst er forste Par med Lojtnanten. -Liv i 'et, raaber Froken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "Paa min Kanape" saa det klirrer i Strengene. Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i Haenderne svirrer de ud gennem Dorene. Gamle Linde er i Spidsen med den stonnende Jensen. -Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Froken Agnes slaar i Tangenterne, saa det suser. -Gud--jeg dor, siger Helene fra Mollerens.... Lige paa en Gang spraenges Kaeden. Stakaandet falder Parrene paa Plads rundtom. -Pyh, det gav Varme, siger Bai til Lojtnanten og torrer sig. -Om vi saa' at finde en Bajer. Lojtnanten er med. De gaar ind gennem Vaerelserne. I Spisestuen staar "Bajerne" opstillet i et Vindu. -Er det Landbajer? siger Lojtnanten. -Nae, den er af Carlsberg. -Naa, den er jeg med paa. -Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Praestens Studerevaerelse, en lille Stue med Oehlenschlaegers og Mynsters samlede Skrifter paa gronmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over Skrivebordet. De satte sig med Ollet ved Bordet: -Ja, jeg maerkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod paa. Men jeg taenkte, lad ham ha' Fornojelsen, taenkte jeg--og hun med.... -Ja, Satans Pige ... hun har s'gu et godt Bryst ... og skaer' brillant naar man danser, Forstander. Laegger sig lige til. -Ja, hva' Satan ska' hun gore, stakkels Pige, sagde Bai og tomte sin Bajer. -Men hva' er #hun# for en Pige, sagde Lojtnanten. Han mente Froken Agnes.... -Rar Pige, sagde Bai. -Nej, der er ingen Ting, sagde han, Veninde af min Kone. -Ja saa, sagde Lojtnanten. Ja, jeg taenkte det: En Snakkepige--det er af den Slags. Konversationen gik over til storre Almindelighed: Disse Landsbypiger--i det hele, mente Lojtnanten ... det er godt nok ... jeg mener ... Men--ser De, Forstander--ingen #Dannelse#--Nej, Byen--ved De--det er no'et ganske andet.... Lojtnanten havde "fundet no'et"-- -Ser De--man bor jo i Kvarteret ... Der har de jo lagt #Slottet#--man #maa# jo bo der ... enten paa "Berren" eller paa "Vesten".... -Men hva' er 'et for Smaapi'er? spurgte Bai. -Kaekke Smaapi'er--s'gu, kaekke Smaapi'er.... -Ja-a--jeg ved det jo ikke ... man er jo gift Mand, Lojtnant ... Skueretter, forstaar De, Skueretter--om man ogsaa er der ovre et Par Dage.... -Skueretter, gentog han en Gang endnu. -Tro De mig--kaekke Pi'er, sagde Lojtnanten, dannede Pi'er.... -Men de si'er, de gaar til Rusland.... -Ja, de si'er det.... Pastor Linde kom ind: Naa, De sidder her, Stationsforstander, sagde han, han gik gennem Stuen. -Ja, Hr. Pastor--vi sidder her og filosoferer lidt--saa stille ... ved en tyvrovet Bajer.... -Vaers'go, ja, her er rart. Praesten vendte sig i Doren: Derinde leger de Panteleg, sagde han. Bai og Lojtnanten gik ind til Pantelegen. De var ved at falde i Bronden. Den lille Student med den aegteste Frugt faldt for Katinka: -Der kysses, raabte Froken Agnes. Katinka vendte Kinden til, at "Frugten" kunde kysse. Han var rod i Hovedet og kom naermest til at kysse hende paa Naesen. Katinka lo og klappede i Haenderne: Jeg falder, jeg falder.... -For Huus, sagde hun. Huus kom hen og bojede sig ned. Han kyssede hende paa Haaret. -Jeg falder for Froken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som om den var haes. Froken Jensen taenkte endnu paa det Kys, da hun var kommet hjem i Seng til #Bel-ami#. Katinka stottede sig i Tanker lidt til den radikale Student. * * * * * Gaesterne var borte. Froken Agnes stod i Salen og saa' sig om paa Valpladsen. Der var ikke en Ting paa sin rette Plads; Glas stod i Krogene paa Gulvet, og Buddingtallerkener var sat af Vejen op paa Bogskabet. -Pyh, sagde hun og satte sig: det ligner en vis Mands Forstue. Pastor Andersen var kommet ind: Naa, sagde hun, ja--De har saamaend vaeret rar iaften. -Froken Agnes, morer det Dem? -Nej. -Hvorfor gor De det saa? -Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre ... Men De vil altid vaere alene om at gore Mudder. -Hjaelp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i 'et ... Hun begyndte at flytte Moblerne paa Plads. -Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo'er, sagde Louise-AEldst. Jeg gor 'et ikke--det si'er jeg dig--det er en Skandale for alle Mennesker. -Fordi man la'er #dig# sidde. Jeg skulde vel gere dig Selskab--ikke? Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og lagde Kyllingernes Toj sammen. -Man bli'r s'gu traet af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske stiv i Benene, mens de gik. Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem. III Det var hen i Foraaret. Om Eftermiddagen hentede Praestefrokenen Katinka, og de gik ned til Aaen. Ved Bredden under et Par Pile taet ved Banens Bro havde Lille-Bentzen slaaet en Baenk op. Der sad de og arbejdede til Eftermiddagstoget kom. Konduktorerne paa Straekningen kendte dem og hilste. -Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa' bort efter Toget. Jeg taenker paa det hver Dag. -Aa, men, Agnes.... -Jo, det var det bedste--for os begge to--enten han eller jeg ... tog afsted. Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema. Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom forbi fra Dammen, hvor de lob paa Skojter, og saa skulde Kapellanen ind med et Brev og faldt i Snak med Bai. Agnes kom ind i Dagligstuen med Skojterne paa Armen. Hun var meget kort og sagde bare "Ja" og "Nej" til, hvad Katinka spurgte om ... Hun havde saa staaet henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav sig til at graede. -Hvad er der, Froken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og lagde Armen om hende. Hvad er der dog? Agnes Linde kaempede med Graaden, men den blev staerkere og staerkere. Hun tog Katinkas Arm bort: -Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret. Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det altsammen i en Strom: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud. Fra den Dag af havde Katinka vaeret Praestefrokenens Fortrolige. Katinka var vant til at vaere "fortrolig". Hun havde ogsaa altid vaeret det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blodende Hjerter. Det laa vel i hendes stille Vaesen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun egnede sig saa godt til at hore paa andre. Praestefrokenen kom naesten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis. Det var det samme igen og igen: hendes Kaerlighed og ham. Og hver Dag fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange. Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at graede tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen: -Jo, vi er saamaen et Par rare Hons, sagde hun som Slut. Nu, da Foraaret var kommet, sad de nede ved Aaen. Agnes talte, og Katinka horte til. Hun sad med Haenderne i Skodet og saa' ud over Engene. Der blev sloret derude, og Lavningen lignede en stor blaa So. Man saa' ikke, hvad der var So og hvad der var Himmel, det var alt kun et daemrende blaat. Med Pilegrupperne som Oer i Havet. Agnes fortalte om den forste Tid, da hun kom hjem fra Kobenhavn og traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun holdt af ham. Katinka horte og horte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille. Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kaerlighed. Hun kendte den med alle dens Sindsbevaegelser. Hun delte dem, som var de hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet. Og alle Kaerlighedens Ord folte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker blev saa fortrolige med alt, hvad Kaerlighedens var--hos de to fremmede Mennesker. Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle de Kaerligheds-Ord flod ligesom i Luften om hende, og hun horte dem igen og taenkte dem om. Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til hende. Og de #spandt# hende ind. Og blev til Dromme, der forte ud langt borte, hvor hun knap vidste. Der havde ogsaa vaeret mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gore, sagde han. #Naar# han kom, var han ogsaa saa uens i Humor. Det var tidt og ofte, som om han slet ikke saa', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og han snakkede mest med Bai, skont Katinka havde haft saa meget at sige ham og sporge om. Nu netop i Foraaret, hvor der havde vaeret saa meget at indrette og aendre allevegne.... Men der #var# noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa Gaarden hos Kiaer; der sagdes, at han var saa saer at arbejde med. Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humor en Gang imellem. Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt. Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klaedte sig af. Han drev saa laenge om halvnogen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og blev aldrig faerdig. Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik Ende paa det. Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Morket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Sovn og folte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det forste graa Skaer af Dagen kom; og en kold og fugtig Luft slog op fra Engene. Og det blev lysere og lysere, mens Laerkerne begyndte at synge. Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han. Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen. Det var som et maegtigt gyldenrodt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld og halvt af Roser--om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Oer i det store Hav.... Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand.... Og saa kom Solen. Og steg. Og fejede Morket ud af Dalene som med en stor Vinge. Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse. Han talte i det hele mere nu--#naar# han da talte. ... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun maatte vel til Ro. Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Taepperne af sig. Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset. De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem. Saa gik de ned i Haven. Kirsebaertraeerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plaenen. De sad stille og saa' ud paa de hvide Traeer. Det var, som om Aftenens biede Tavshed over Sletten svobte sig om alle Ting. Oppe i Byen horte man en Port blive slaaet i. Kvaeget kaldte hen over Markerne. Katinka talte om sit Hjem. Om Veninderne og Brodrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer. -Og siden--i den nye Lejlighed--med Mo'er--da Fa'er var dod.... -Ja, det var en lykkelig Tid.... -Men saa blev jeg jo gift. Huus saa' ud paa Frugtblomsternes blode Sne, der faldt saa lindt over Graesset. -Thora Berg, hvor hun var lystig ... Om Aftenen, naar hun kom fra Selskab--med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder gennem Byen.-- Katinka sad lidt. -Hun er osse gift nu, sagde hun. -Med flere Born, siger de.... Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Haekken. -Godaften, Kristen Peder. -Godaften, sagde Katinka. -Hm--sagde Katinka igen--jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup. De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer.... -Hvor jeg ser dem endnu--alle Ansigterne--alle.... -Men hvor jeg graed.... Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' hun ikke. Han sad saa bukket og studerede noget nede paa Jorden. -Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka. -Ja, Tiden gaar.... -Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at rore sig. Katinka horte det forst ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig indhentede hende: -Ja, sagde hun og for let sammen. Og lidt efter: -Her har man jo sit Hjem. De sad atter tavse. Bai kom ind i Haven. Man kunde hore ham langt borte. Han gjorde altid saa megen Stoj--og for havde der vaeret saa stille i Tusmorket. -Jeg henter Glassene, sagde Katinka. -Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie.... Katinka kom tilbage med Glas og Flaske. -Jeg har haft Selskab, sagde Bai. -Af hvem? -Af Froken Ida. Hun rejser nu.... -Hva', Ida? -Ja--og Bai lo--Froken Louise er s'gu opgivet ... Nu saetter de alle Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren. -Naa, ja--ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja--hva' Satan--saadan et Pigebarn maa jo giftes.... Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og AEgteskab. Han var noget af en Filosof i det Emne. -#Jeg# gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst--men den gik #ikke# for #Lojtnanten#-- -Saadan er 'et, der er s'gu ingen Pardon--Pigebornene #maa# til Brudeskamlen-- -Og saa gaar 'et--man ser 'et jo--de lever sig sammen. De har Hus og Hjem og saa kommer der Born.... -Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk. De sad tavse; der var blevet ganske morkt under Hylden. Det blev i Slutningen af Juni. -Den dejlige Kone er saa blegnaebet, sagde Agnes Linde, naar hun kom ned til Stationen. -Ja--jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og kom og gik. Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa' ud over Engene og horte altid det samme. Agnes Linde fik saadan en hel anden og mild Stemme, naar hun talte om ham. "#Manden#" kaldte hun ham. Katinka sad og saa' paa hende, som hun sad med bojet Hoved og smilede. -Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er--og saa er #dette# maaske det bedste, man faar.... -Ja, sagde Katinka og blev ved at se paa hende. Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Praestegaarden. Hun laengtes ordenlig efter at hore hende tale. Og saa saa' hun ogsaa Andersen. Hun saa' dem sammen, Agnes og ham. Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plaene. Hun stod og saa' paa dem--de to, som #elskede hinanden#. Hun horte og saa' paa dem nysgerrigt--naesten som et stort Under. Og en Dag graed hun, da hun gik hjem. Huus kom saa uregelmaessigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var knap kommen til Saede i Lysthuset, for han maatte paa Hesten igen. Og saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa' ham paa Stationen. Det var Hohosten, sagde han. Hoet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft over den hele Luft. En Aften var Huus i godt Humor og foreslog de skulde gore "Skovtur til det store Marked". Kore dertil i Vogn og raste i Skoven forst, og saa se alle Herligheder paa Markedet. Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde kore om Morgenen tidligt, mens det endnu var koligt og forst komme hjem den naeste Nat eller Morgen. Bare Bais og Huus. * * * * * Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til. Hun studerede Kogebog og taenkte ud om Natten og tog selv til Byen for at kobe ind. Huus kom, just som Toget korte, efter Posten. -Huus, raabte hun fra Kupeen. -Men hvor skal De hen? raabte han. -Kobe ind--Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt i Vinduet. Far vel. -Hm, sagde Bai. Katinka er s'gu smaatosset. Hun braser og koger til den Tur, som om hun vilde praeparere os til Koleraen.... Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren. Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og saa' paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran hvert Stykke Sejldug, der hejstes. -Om den lille Froken gik af Vejen.... Hun maatte springe baade over Braedder og Snore. -De kalder mig Froken, sagde hun. -Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig. De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Goglervogn. Maendene sov i Groftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unaevnelige hang langstrakte og svajede paa en Snor. Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Maendene i Groften. -Vil De ha'e noget, raabte Konen gebrokkent. -Uha--raabte Katinka, hun blev ganske bange og lob et Stykke. -Det var den staerke Kone, sagde hun. De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tomrere Dansegulv. Der var svalt derinde under Traeerne efter den solede Vej. Katinka sad paa en Baenk. -Her skaf vi danse, sagde hun. -Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast Beundring af Huus; han stod i Flojelsramme paa Kommoden og et gammelt Visitkort med hans Navn laa som Maerke i Salmebogen. Bane-Peter besorgede det haandgribeligere. Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se paa Folkene, der arbejdede. -Naar det Vejr blot maatte holde sig, sagde hun til en af dem. -Ja, sagde han og saa' op i Traeerne--Himlen saa' han ikke--mens han torte Sveden af sig med AErmet: det er det, det kommer an paa. Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa hoje Tid. De kom over Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen. Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortaermet og aeltede, saa Melet stod hende i Haaret som paa en Moller. -Ingen kommer ind--ingen kommer ind--det bankede paa Doren, som var i Laas. Katinka troede, det var Huus. -Det er mig, raabte Agnes Linde. Hvad gaar der for sig? Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde rores i det uendelige; det er Huus', sagde Katinka. Den Laekkermund skal ha'e Pundkage. Agnes Linde rorte, saa det boblede i Dejgen: Ja--de Mandfolk #skulde# ogsaa ha'e Pundkage, sagde hun. Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rod som en Kobberpotte af Ovnen. Froken Jensen og Louise-AEldst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev en Banken og Parlamenteren foran Kokkenvinduet. -Gud hjaelpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod Armene synke traet ned og sad meget ugraciost med Dejgfadet mellem sine udspilede Ben. Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud paa Perronen. Louise spjaettede af Glaede paa Perronbaenken, saa et Par Handelskomis'er i Toget saa' et betydeligt Stykke af hendes Skonhed. Da Toget var kort, slog de inde i Kokkenet Vinduerne op. Louise-AEldst og Lille-Jensen gnaskede los ude paa Baenken. -Hvor De har vaeret heldig, Fru Bai, magelose.... -Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde' Froken -Nu gaar Kvaernen, sagde Agnes inde i Kokkenet. Hun tog fat paa Dejgen. Bai aabnede Kontorvinduet ovenover Perronbaenken. -Aa ja, sagde han, og #jeg# sidder med tor Mund. -Vil De ha'e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De ogsaa af sodt? -Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen. Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen. -Hva' er der los, raabte Agnes fra Kokkenet. -Vi mader Fuglen, sagde Louise-AEldst. Hun var sprunget op paa Baenken med sin Skonhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden. -Uh, han bider, raabte hun. Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde: -De bli'er jo ved at vaere rene Born--naar man ikke kender noget til Verden.... Louise-AEldst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede hun op med Fingerspidserne. Froknerne Abel var altid saadan: de levnede ikke. Hun stod ved Kokkenvinduet og saa' ind: -Det skulde Mo'er ha'e vidst, sagde hun sodt. -Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen. Louise-AEldst fik Kraemmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen. Hun og Jensen havde slugt Kagerne, for de var forbi Skoven. Louise-AEldst kastede Papiret. -Gud, lille Louise ... Froken Linde med #de# Ojne ... hun kunde gerne se det.... Froken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om tre Kager til #Bel-ami#. Katinka begyndte at blive traet. Hun sad paa Kodblokken med de opsmogede AErmer og saa' paa sit Vaerk: -Men det er ingenting mod hjemme--ingenting mod naar vi bagte til Jul. Hun fortalte, hvordan de bagte--hendes Moder og Sostrene og hele Huset ... Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums--og saa revnede de, naar de kom ned i Fedtet. Og Brodrene--de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Slov maatte vaerne om Stenkrukken med Brundejg.... Og skraellede de Mandler, stjal de, saa der blev ikke halvtreds af et Pund.... Det bankede paa Doren. Det var Huus. -Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Doren. Om en Time ... Kom igen om en Time. Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka. Hun fik travlt med at blive faerdig og sendte Agnes ned at holde Huus med Selskab. Agnes blev der en halv Timestid. Saa gik hun. -Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan flojte i Fred. -Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven. -Hun gik, tror jeg. -Men naar? -Det er vel en Timestid siden.... Huus gav sig til at le: Froken Linde og jeg holder saa meget af hinanden. Men vi har just ikke meget at #sige# hinanden-- -Vi skal pakke, sagde Katinka. De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Ho for at Krukkerne skulde staa fast: -Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede paa Huus' Haender. Hun aabnede Sekretaeren og talte Skeer og Gafler ud af Solvrummet. -Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun. Hun begyndte at soge: Aa--den ligger i Skuffen. Det var Skuffen med Kotillonsaeskerne og Brudesloret. Hun aabnede Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads. Hun tog med Haanden ned i AEsken og rodede Baand og Ordner om som i en Molle: Det gamle Stads. Hun sogte igen om Viften: -Aa, hold mit Slor, sagde hun. Hun lagde Brudesloret og et aegte Sjal over paa Huus' Arm: Der er den, sagde hun. Viften laa paa Skuffebunden. -Og Deres Torklaede, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i Silkepapir. Hun tog det op. Huus havde krammet det gullige Brudeslor, saa der var Maerker af det i Bobinettet. Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen. -Pyh, sagde den smaekre Togforer med de indiskrete Unaevnelige, at fore Tog igennem i disse Feriedage ... Forsinket tredive Minutter.... -Paa Svedning staar 'en, sagde Bai. Katinka saa' ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert Vindu. -Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togforeren gav sig til at le. -Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to Fingre og sprang op paa Trinet. Toget korte. Den unge Togforer blev ved at staa bojet frem og le og nikke. Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupevinduerne blev der pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede sig og hilste. Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa laenge de kunde se. Efter The korte Huus hjem. Han skulde mode paa Stationen imorgen Klokken seks. Katinka stod i Haven foran Haekken: Faarekylling--Faarekylling--flyv--flyv. Faarekylling--Faarekylling Giv godt Vejr.... raabte hun. Duften fra Traeerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede og saa' op i den blaa Luft. -Svaert--saa blaat klae'er den lille Kone, taenkte Togforeren med de fremhaevende. Han havde altid Ojnene med sig for hvad der kunde komme til at ligge for langs ad Straekningen. -Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Kokkenet. -Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skraellede en Smule sort af Pundkagen. Man maa dog vaere faerdig.... Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa' en sidste Gang til Kurven. Hun aabnede Doren ud til Gaarden og stod og saa' ud. Deroppe murrede Duerne. Det var den eneste Lyd. Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rodt. Aaen snoede sig bort mellem de dampende Enge. Hvor hun dog elskede denne Plet.... Hun lukkede Doren og gik ind. Bai havde lagt sit Uhr ved det braendende Lys ved Sengen. Han havde villet kontrollere, naar hun havde faaet "smolet af". Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Naeselyd fra sig i Skaeret af Lyset. Katinka slukkede det stille. Hun klaedte sig af i Morke. * * * * * Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen til Omdrejningen. -God Morgen, god Morgen ... De bringer godt Vejr. Hun lob ud paa Perronen: Han #er# der, raabte hun. -Kurvene, Marie.... Bai var i Skjorteaermer i Sovekammervinduet: Go'maar'en--Huus--staar paa Solstik--hva'? -Naa, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen. De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen. Lille-Bentzen var saa sovndrukken, at Bai lod ham lobe tre Gange "faeldet til Storm" op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen. Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen. Bai vilde kore Hestene og sad paa forreste Saede med Marie, som var saa stivet, at det knitrede, bare hun rorte sig. Katinka saa' ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat. -Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen. -Nu kor' vi, sagde Bai. Lille-Bentzen lob ind i Haven og viftede og vinkede. De korte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var koligt endnu, en munter Sommervind; Kloveren og det fugtige Graes duftede. -Hvor det er frisk, sagde Katinka. -Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus. -Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene. De rullede ud paa Chausseen forbi Kiaers Jorder. Rogterhuset stod paa sine Hjul midt imellem Kvaeget. En Rogterhund halsede langt borte ud efter noget Kvaeg; de store Koer loftede de tykke Halse og brolte dorsk og maet. Katinka saa' ud over den gronne Mark med det spredte og glinsende Kvaeg belyst af Solen. -Hvor det er kont, sagde hun. -Ja--#ikke?# sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kont er det.... De begyndte at tale, Katinka og han. De saa' og glaedede sig over de samme Ting. De havde altid Ojnene lige paa det samme. Og saa nikkede enten han eller Katinka. Bai snakkede med Baesterne som en gammel Kavallerist. Der var ikke gaaet en Time, for han begyndte at tale om at "faa no'et i Livet". -Morgenstunden taerer, du, Tik, sagde han. Man maa s'gu ha'e noget at staa imod med.... Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu--og hvor skulde de ogsaa sidde? Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen var sat i Stak. De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak taet ved Groften. Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage. -Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab. De snakkede og bod rundt af Krukkerne og spiste. -Det glider dog, Tik, sagde Bai. Folk kom forbi paa Vejen og skaevede til dem. -Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre. -Skaal, Huus, god Fornojelse. -Tak, Fru Bai. -Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva' Marie? -Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en. -Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus. De korte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvobt i Varmen. -Maerk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka. De naaede Skovbrynet, og taette Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de korte langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Morket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Stoj. Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset. De kom igen ud af Skoven. -Svaert hojtideligt derinde--ikke? brod Bai Tavsheden. Hen mod Middag var de i Bogeskoven og tog ind i Vogterhuset. Bai sagde: Det gor godt at raekke sig. Man maa straekke Benene, Huus; og han gik hen og satte sig til at sove under et Trae. Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde i Kokkenet. -Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus. -Svigermor.... -Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor.... Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun holdt. -Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har vaeret forlovet en Gang. -Saa? det vidste jeg ikke. Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage. -Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus. -Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var en Moseso lidt inde; Traeerne strakte store Kroner ud over det morke Vand. De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Baenk foran Soen ved Siden af hinanden. -Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det. Katinka saa' tavs ud over Vandet. -Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For Fremtidens Skyld. -Ja, sagde Katinka. -Og saa blev det ... et helt Aar ... til hun gjorde det forbi. Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller vredt. -Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og AEgteskab. En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka horte hver Tone i Stilheden. -Og saa er man fejg oven i Kobet og bli'r i det, sagde Huus igen. Rigtig saa inderlig traeg-fejg ... Dag for Dag. -Jeg blev i det--Tonen var lav--til #hun# gjorde det forbi. -Fordi #hun# holdt af mig. Katinka lagde sin Haand sagte kaertegnende ned paa hans, som han stottede staerkt mod Baenken: -Stakkels Huus, sagde hun blot. Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den Stakkel, hvad han havde lidt. De sad saadan, naer hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille Sos Vand. Myg og Fluer summede i Svaerme. De talte ikke mer. Maries Raaben vaekkede dem. -De kalder, sagde Katinka. De rejste sig og gik tavse henad Stien. -De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel Aalborger-Portvin til Pundkagen. Bai sad i Skjorteaermer og sagde hvert Ojeblik: Ja, Kinder, her er s'gu rart i den gronne danske Skov. Han fik et Anfald af Omhed og vilde have Katinka paa Skodet. Hun rev sig los: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet baade bleg og rod. -Man generer sig nok for de Fremmede, sagde Bai. Der var blevet en Stilhed. Katinka begyndte at pakke Kurvene, og Huus stod op. -Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven paa Maden. Han tog Frakken paa. Man skal dog hjaelpe paa Fordojelsen. -Ja, sagde Katinka, I kunde gaa lidt, mens jeg pakker. Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Haanden og havde det varmt af Heden og den gamle Portvin. -Ser De #der,# Huus: #der# har De AEgteskabet, min Fa'er, sagde han. Saadan er 'et og ikke anderledes. -Det ka' s'gu ikke nytte--det de allesammen skriver, og som man sidder og tyller i sig i "Laesetasken" om AEgteskabet og Kyskheden og alt det ... og Troskaben og--"Fordringer", som de er lige saa stive i som gamle Linde i "Fadervor". -Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net--og det gi'r de Folk noget at skrive om. Men ser De: det berorer ikke #Sagen#, ser De, Huus.... Han standsede og slog ud med Straahatten foran Huus: -Nu saa' De jo: jeg har Lyst--og Katinka vil ikke ... dejlig Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Gronne, og ligemeget--ikke et Kys en Gang. -Det er saadan med Fruentimmer ... Man ka' aldrig regne med dem. De har 'et i Perioder, ser De, Huus-- -Mellem os sagt, Bai rystede paa Hovedet, der er s'gu tidt svaert for en Mand i sine kraftigste Aar.... Huus slog Braendenaelder ned med sin Stok. Han svang den, saa de knaekkede, som var de mejede. -Ja--#det# er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa' betaenkelig ud ... men det taler de s'gu' ikke no'et om i "Tasken". Men AEgtemand og AEgtemand imellem--vi ved, hvor Skoen trykker. De horte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halloj, der lod hojt hen gennem Skoven. Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under Traeerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en Eg--og hun gik iforvejen for at finde den. Huus gik efter. Han kukkede som Gogen hen gennem Traeerne. Bai horte ham le og jodle. -Ja, sagde han, han ka' sagtens le--han staar udenfor 'et. Lidt efter sov Bai under den store Eg med Naesen i Vejret og Hatten liggende paa Maven. -Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka. -Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen. Katinka havde taget Straahatten af og laenede Hovedet mod Traeet. Hun sad og saa' op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstraalerne ind som dryppende Gulddraaber i det gronne ... og Fuglene sang inde i Underskoven. -Hvor her er smukt, hviskede hun og bojede Hovedet frem. -Ja--her er smukt ... hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sine Knae og stirrede op i Kronen. Det var saa stille. De horte begge Bais Aandedrag; et summende Insekt, som de fulgte med Blikket op mod Kronens gronne; og Fuglene, der kvidrede, saa naer, saa fjernere. -Sover De? hviskede Katinka. -Ja, sagde Huus. De sad igen. Huus lyttede, rejste sig saa varsomt og gik frem. Ja, hun sov. Hun saa' ud som et Barn med Hovedet paa Siden og Munden lidt aaben til et Smil i Sovne. Huus stod laenge og saa' paa hende. Saa vendte han stille tilbage til sin Plads, og lykkelig, med Ojnene op i Egen, lyttede han til hendes Sovn. Da Marie-Pige vaekkede dem med nogle vaeldige "Hejda" til Kaffen, havde Bai sovet AErgrelsen vaek med den gamle Portvin. En Cognac gor godt i det Gronne, sagde han. En lille rar Cognac i det Gronne. Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en staerkt forbrugende Natur. -Dejlig Kage, sagde han. -Det er Huus' Kage, sagde Katinka. -Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortaere den.... Efter Kaffen korte de. Bai var traet af at have Tommerne, og han tog Huus' Plads paa Bagsaedet hos Katinka. De var en Smule dosige allesammen--den hede Sommersol stod paa, og Stov var der ogsaa paa Vejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun af Solen. I Hotelgaarden var der taet med fraspaendte, forladte Vogne. Koner og Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skorterne og fik glattet sig. Til Kaelderstuen var alle Vinduerne slaaet op; den kogende Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver havde travlt med "min Valdemar" i Salslaengen bag de nedrullede Gardiner. -Det er en af Agnes', sagde Katinka. -Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og hore, hvordan de kvidrer. Katinka holdt sig taet til Salslaengen, da de gik. Men man saa ingenting. -Inte kikke, sagde Bai, Entre ved Kassen.... Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderost med Skrig at anraabe "min Charles".... --Oh min Charles-- send mig dog et Brev-- -Aa, sagde Katinka; hun blev staaende ved Vinduet og nikkede. Det er den-- -Agnes kan den.... --Hvorhen du altid skrev.... -Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. jeg baner Vej, naar der bli'r Stimmel. -Men vi kan altid kun det forste Vers, sagde Katina, hun blev ved at lytte, mens hun tog Huus' Arm. --Hvorhen du altid skrev-- anraabte Skrigepotten. -Der staar saedvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus. -Kommer I, raabte Bai. Udenfor Porten sang en ranglet Kaelling om Massemorderen Thomas og pryglede hans ophaengte Kontrafej med et Spanskror. Tilskuerne stod og saa' benauede ud og sendte Omkvaedet frem, langtrukkent som et Amen i Kirken. Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbi Karlene, som "saa' sig dem ud" staaende i Klump foran Teltene, med Piber, og Haenderne gravet ned i Bukselommerne. En Karl gik frem. -Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene: Goddag, Soren, sagde hun. Og hele Pigeraekken standsede og ventede. Soren stod lidt foran Mari og saa' forst paa sin Pibe og saa paa sine Stovler: Farvel, Mari, sagde han. -Farvel, Soren. Og Soren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og de gik videre med indsnaerpede Munde. -Satan til Maner, sagde Bai, at spaerre Gaden. Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrovelige Ansigter, som var de til Lig, og monstrede hinanden. Naar de talte, hviskede de uhorligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde sagt to Ord, stod de igen tavse og saa' stille fornaermede ud. Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert Ojeblik blev hun stodt ind til Huus. -Hold Dem blot taet til mig, sagde Huus. Man horte ikke Orenlyd for den ranglede Massemorderske og et Par Lirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad sorgeligt med Ajaxernes Duet. Latinerne sked ud og ind og peb i Fingrene, og slove Landsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud, mens de gloede ud i Luften med ubevaegelige Ansigter. Solen stod lige ned paa Gaden og bagte baade Folk og Honningkager. -Pyh, det er varmt, sagde Katinka. -Her skal vi ha'e Vafler, raabte Bai. -Vafler, min Dame, Vafler--af Tyrolerferdinands brunojede Datter.... -Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem en Pigemur, der spaerrede Gaden. Pigerne hvinte: Naa da, Latinerne havde syet deres Skorter sammen. -Det er Latinerknaegtene, skreg et Par Lomler fra Borgerskolen. De brugte Knappenaale at haegte med. Pigerne lob sammen i Klynge for at komme los: Uh da, hylede de, Uh da. Latinerne passede deres Snit og brod ind som Lyn for at nappe dem i Benene. -Uh da--Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kaadhed. Vafler, min Dame, Vafler--af Tyrolerferdinands brunojede Datter. De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten Ore. -Stro Sukker, du brunojede. Den brunojede stroede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde Manden--hun har kendt bedre Dage. -Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til Tyrolerferdinands brunojede Datter. Den brunojede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebosse og saa' ud, som hun hverken horte eller saa'. -Sukker, du brunojede. Den brunojedes Fingre greb atter i Sukkeret. De kom op paa Torvet. Man bli'r dov, sagde Katinka, hun holdt sig for Orene. Den store Trylleprofessor Le Tort kaempede paa et hojt Stillads med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot slaebte en Stortromme op foran Verdens storste Arena: -Den storste Arena, mine Damer og Herrer, den verdensberomte Arena.... Han musicerede ved at saette sig haardt med den bageste Legemsdel paa sin Tromme. -Miss Flora--Miss Flora i den hoje Trapez.... Det var lige foran dem: Miss Flora--Luftens Dronning--mine Herrer--ti Ore ... Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin hojre Arm. -Luftens Dronning--ti Ore.... Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere, saa hans Stemme knaekkede, og han besluttede sig til gratis at fabrikere de fem hundrede Alen Silkebaand ... Han begyndte at gylpe oppe paa sit Stillads og traekke Silkepapirsstrimler ud af sin Hals, mens han blev rod i Hovedet, som han skulde faa et Tilfaelde. -Luftens Dronning--for ti Ore-- I Verdens storste Arena stod Pjerrot paa Hovedet over Trommen og dunkede Trommeskindet med sin Hjaerneskal.... Karussellerne gik til Horn og Lirekasser.... -Mine Damer, Luftens Dronning ... Luftens Dronning--ti Ore. Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Stoj. -Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun saa' op til Huus og skuttede sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede. -Det er Konen, sagde hun. -Hvem? sagde Huus. -Hun, der vaskede. Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen med lyserode Ben i Snorestovler og bredt vrikkende Derriere. -Miss Flora--Luftens Dronning #saa# kaldet--ti Ore. Luftens Dronning var med Vifte, som hun haandterede som Figenblad; hun gnaskede Blommer, for hun skulde ind og gaa tilvejrs. -Skal vi derind, sagde Katinka. -Tik, raabte Bai. Han vilde se "Slangedamen". De arbejdede sig frem gennem Traengselen og kom forbi en Karussel. Marie korte paa Love, halvt paa Skodet af en Kavallerist. Katinka vilde ogsaa op at kore. Bai sagde Tak til at gi'e Penge for at faa Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De begyndte at kore, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad alle de Ansigter, som drejede rundt. -Sikken Stimmel, sagde hun. Man saa' bort over alle Hovederne. De korte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bojede sig frem over Huus. -Pas dog paa, sagde han og tog om hende. Katinka smilede og bojede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svomme ud for hende. Det var blot noget sort noget--sort og hvidt--som blev ved at dreje rundt. Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Ojnene. Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der skingrede, brod sammen i en Brusen i hendes Oren, mens alt gyngede sagte. Hun aabnede Ojnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem igen. Det ringede og begyndte at gaa sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De korte igen. Huus havde rakt sig indad--hun vidste ikke, hun stottede sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de floj Ringen forbi, og hun lo ind i hans Ansigt. Hun sad med halvaabne Ojne og saa' ind i Kredsen. Det var, som om alle Ansigterne var trukket paa en Snor. Hun kendte, svimmel, Marie--hun var kommet op igen--i Vogn med sin Kavallerist.... Hun sad paa hans Knae.... Hvor hun saa' ud--saa daanefaerdig.... Og alle de andre--saa de laa hen--som halvdode--ind til Karlene.... Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til Hovedet. Karussellen holdt. -Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten. Bai stod ved Ringpaelen; Katinka tog hans Haand: Man bliver svimmel, sagde hun og traadte ned paa Jorden. Hun var ganske bleg af den megen Koren. -Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtaarn. Han kneb Marie i Armen, hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist. Marie var flov ved at se Herskabet og strittede til den blaa. -Brillant, saa hun skaer 'en, sagde Bai, som satte i Vej. -Det er lige her, sagde Katinka. Huus bod hende sin Arm. Slangedamen Froken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse med Uldtaepper. Froken Theodora kildede dem under Halen for at faa dem lidt livligere. -De fordojer, Froken, sagde Bai i Klubtonen. -Hva' gor de, sagde Froken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende? Froken Theodora tog Fordojelsen som en fornaermelse. Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede Gabet og drev det til en Hvislen. Froken Theodora kaldte den sin Kaeleunge og gemte den inde paa Brystet. Froken Theodora var af Kaempedameomfang og i Pagedragt. Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frokenens Knae. Nussedyr, sagde Froken Theodora. -Kom, sagde Katinka, det er aekelt. Hun havde taget Huus' Arm i Vaemmelsen. -Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svaere Baester, lille Dame ... Men hun har gjort det med Lover. Katinka var ude: -At man kan gore saadan no'et, sagde hun; det rystede gennem hende. -Ja, sagde Bai og folte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret "den Herre" til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevaegede sig "saa godt som paa det blottede Legeme". -Ja, sagde Bai, Kod er det.... "Slangedamen Froken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine "Nussedyr" i Kasse. -Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Lover, min Herre. -I otte Aar, min Herre, sagde Froken Theodora. Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at morkne saa smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa Stilladserne. -Nedsat Pris--nedsat Pris--min Dame, raabte Professoren ned til Katinka, han torte Sveden af sig med "det saelsomme Lommetorklaede"--tyve Ore med Kaereste.... Katinka gik hurtigere, saa Bai knap kunde indhente dem. Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger lob syngende ind paa Pigeraderne, som oploste sig med Hvin; og Parrene begyndte saa smaat at kaeres langs ad Teltgaderne. Der stod en svaer Stoj ud af Bevaertningsteltene og oppe fra den brunojede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne. De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fra Krigene, og de holdt sig sammen for at haevde Ordenen: rundt om bag Teltene og i Klyngerne horte man Latinernes pludselige Fingerpiben skingre gennem Stojen. Det morknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene og kobte. I Teltene taendte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de hoje Diske polerede Honningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede dem ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl. Bai kom til og kobte ogsaa. Huus havde kobt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun gav ham en Honningkage. -Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte.... -Madam, raabte han op. Et Hjerte her.... -Et Hjerte--min Herre--med Vers.... -Bai, sagde Katinka.... -Vi faar en Byge, sagde Huus bagved dem. -Satan heller. Bai vendte sig fra Disken. De forste Draaber faldt: Det bli'r en Skylle, sagde Bai. -Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus. -Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun. Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skorterne over Hovedet og lob af med Lommetorklaederne i Firkant over de nye Hatte. -Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s'gu Klokkerne frem. Pigerne stod rundt i Portene, blaastrompede og med de islandske Uldklokker om Stolperne. De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne for skingrende afsted og lod sig gennemblode. -Her er 'et, sagde Katinka. -Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds--Manden var haes og pakket i Uldtorklaeder--tre Gange--vaers'agtig-- -Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og rystede sig og saa' ud. Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvommelse over det halve Torv. De letsaarede lob haltende rundt under Paraplyerne og loftede Rendestensbraedder. Rundt under Telte og i Porte stod det halvvaade Kvindekon og saa' defekt ud. Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man horte Regnens tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa koligt. Det var, som Katinka aandede op efter al Larmen. -Hvor det gor godt, sagde hun. -Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne. -Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud i Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske Nederdele. Katinka blev siddende. Hun folte sig som nyfodt herinde, alene med Huus i Stilheden, under den faldende Regn. -De spiller ikke, sagde hun. -Nej--for Regnen.... De horte begge efter Regnens Fald. -Den Stoj, der dog var, sagde hun. Katinka vilde helst vaere blevet siddende der, stille, og have lyttet efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun. -Han sagde det. Hun saa' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien. Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i staerke Farver. -Hvor det er smukt.... -Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel. Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand og Stad. Baade floj hen over Vandets Blaa. -Neapel, sagde Katinka sagtere. Hun blev ved at se ind. Huus saa' i Gluggen ved Siden af det samme Billede. -Har De vaeret der? -Ja--to Maaneder. -At sejle #der#, sagde Katinka. -Ja--til Sorrento.... -Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvaelende. -Ja, sagde hun--at rejse. De gik ned langs Gluggerne og saa' ind paa Billederne ved Siden af hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget--tilsidst kun dryppende Draaber. De saa' Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte derom. -Det er saa storartet, sagde Katinka, at man bliver bange. -Jeg holder mest af Neapel.... Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede. Katinka havde naesten helt glemt, hvor hun var. -Det regner vist ikke mer.... -Nej, det er ovre. Katinka saa' sig om i Rummet: Saa venter Bai, sagde hun. Hun gik tilbage, og hun saa' endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel med de ilende Baade. Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmaessige Faerdsel. -Saa gaar 'et vel til Skovs? sagde han. De gik. Luften var kolig og renset. Store glade Flokke drev henad Vejen mod Skoven. Traeerne og Tjornehaekken duftede, efter Regnen. Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen taendte man de kulorte Lamper paa AEreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Baenkene langs Vejen var fulde. I omme Stillinger sad de og kaeredes forborgent. De begyndte at hore Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de mange Stemmer. -Nu skal vi traede Dansen, sagde Bai. Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knose og Piger, som saa' til ind over Raekvaerket. Inde paa Gulvet stampede de Trippevals, saa det dronede. -Kom, Tik, sagde Bai, vi aabner Ballet. Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem Parrene. -Bai dog, sagde Katinka, hun var aandelos. -Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert i Vrikketakt. -Bai dog.... -Man ka' faa hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus. -Nu maa man holde sig i Ovelsen, sagde han og Slog Haelene sammen som paa Klubballerne, og rore Damerne. Katinka folte sig saa trykket ved Bai. -Bai er saa kaad, sagde hun, da han var gaaet. -Vil De danse engang med mig, sagde Huus. -Ja--om lidt--lad os vente lidt.... De saa' Bai vrikke los med en fyldig Bondepige i Flojelsliv. -Lad os gaa lidt, sagde Katinka. De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var doet hen. Katinka satte sig: Saet Dem, sagde hun. Man bli'r saa traet. Der var saa stille i Skoven. Kun et Par losrevne Toner kom nu og da henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden. -Hvor er hun nu? spurgte Katinka med et. Hun sad og saa' ned for sig. -Hun? -Ja--Deres--Forlovede.... -Hun er gift--Gud ske Lov.... -Gud ske Lov? -Ja--man synes dog altid, man havde et Ansvar--naar hun nu, #der#, sad hen.... -Det kunde De da ikke gore for.... Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem. -Hun #holdt# af mig, sagde Huus, det ved jeg nu. Katinka rejste sig. Har hun Born? sagde hun, de var atter et Stykke henad Vejen. -Ja--en lille Dreng. De talte ikke mer, for de kom til Estraden. Skal vi saa danse, sagde Katinka. De smaa Lygter var taendt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over Baenkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i Morket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der gled ud og ind. Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, forte sikkert. Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm. Hun horte det altsammen--Musik og Stemmer og Trampen--som noget ganske fjernt, og folte kun, at han forte hende saa sikkert, ud og ind. Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka maerkede sit Hjerte banke, og at hendes Kinder braendte. Men hun bad ham ikke holde op og talte ikke. De blev ved at danse. -Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt. -Nej, sagde Huus, Traeerne skygger. -Saa Traeerne skygger, hviskede Katinka. De dansede. -Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes Ojne blev fulde af Taarer, jeg er traet. Huus stansede og vaernede om hende med Armen gennem Traengselen. -Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen. De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti. Det var ganske morkt mellem Traeerne; det var, som det var blevet hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjorne sendte en gennemtraengende Duft imod dem. Rundt mellem Traeer og Underskov hviskede og rorte det sig, og omslyngede Par gemte sig paa Baenkene i Morket. -Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka--kom. De vendte om. -Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle "Sangerinder" herhenne i Pavillonen--nette Piger, siger de.... -Jeg skal bare forst trippe Afsked med den lille Landdame derhenne.... -Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille. Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen. Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de gik gennem Skoven henimod Pavillonen. Fem Damer sang imod dem fra Doren. De slog med Kvastestovlerne og holdt to Fingre ind mod Hjertet: --Her komme vi det glade Kompagni mod Mandens Tyranni.... -Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne.... De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Rog og Dunst. De fem Damer sang om Bajonetter og Uforfaerdethed. Da de var faerdige, drak de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under Brystudskaeringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter. -Nette Piger, sagde Bai. Katinka horte knap; Huus sad med Hovedet i Haenderne og stirrede paa det snavsede Gulv. En lille Pianist, der lignede en Graeshoppe, sprang over et Klaver, som om han vilde spille med sin tynde Naese. Damerne skaendtes om, "hvem der skulde".... -Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det ved #Gud#--det er Julie. -Skorstensfejeren, sagde Julie hojt ud over Folk. -Den er #forbudt#--skreg et Par Damer bag Vifterne ned til Pianisten--Sorensen, hun synger, hvad der er forbudt. Nede i Salen slog de med Glassene. -Pyh, fordi Josefine ikke ka' synge den. Damen Julie sang "Skorstensfejeren": Skorstensfejeren August-- har til Vaabenskjold en Kost.... Bai dundrede, saa han var naer ved at slaa Toddyglassene sonder: -Hva' si'er du, Tik, sagde han. Katinka for sammen, hun havde slet ikke hort efter. Jo, sagde hun. -Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen. -Romancesangerinden Froken Mathilde Nielsen, raabte Froken Julie. Romancesangerinden Froken Mathilde Nielsen var langskortet og hojtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var faldet som Barn og havde flaekket Naesen. Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet: Det var Sangen om Sorrent. Hvor den hoje og dunkle Pinie Laaner Skygge til Bondens Vigne, Hvor ved Golfen Orangelunden Dufter liflig i Aftenstunden; Hvor ved Stranden Baaden gynger, Hvor i Byen glade Klynger Gaar i Dansen, mens de synger, Synger hojt Madonnas Pris. Aldrig, aldrig, jeg forgjetter Disse Dale, disse Sletter, Disse maaneklare Naetter, Napoli--dit Paradis. Froken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende Toner. Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de flade Haender. Romancesangerinden "Froken" Nielsen takkede bukkende. -Tror jeg ikke, Tik vander Hons over "Foredraget", sagde Bai. Katinka sad virkelig med Taarer i Ojnene. De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai. -Over Kirkegaarden, sagde Katinka. -Ja--det er den nemmeste Vej--og der er #kont#. Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af Skoven og gik gennem en Alle. Stoj og Musik svandt bort bag dem. -Ja, sagde Bai, en bevaeget Dag--en godt anvendt Dag. Han blev ved at snakke op: om Dansen--saa det skaer', de Landsbyborn--og "Damerne"--"Froken Julie", frisk Pige i Stovlerne, kaek Pige--og Marie--naa--vi vil faa at se, hva' den har staaet paa ... jeg kender hende.... De to andre talte ikke. Ingen af dem horte efter heller. Der var saa tyst, at de horte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alleen ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors. -Men Bai, sagde Katinka. -Tror du, her er Spogelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen. De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i Daemringen som en stor Have. Roser og Buksbomhaekke og Jasminer og Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Haekkene. Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik. Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med Armene, som om han vilde jage Hons op. Katinka stansede: Se dog. Der var hugget ud gennem Traeerne, saa man saa' ned over Markerne til Fjorden. Daemringen svaevede som et Slor over det dunkelblanke Vandspejl, stille og drommende. Det var tyst, som om Livet var doet ud under den duftfyldte Luft ... Ubevaegelige stod de taet ind til hinanden. Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og laeste Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Daemringen. Hun laeste dem, Navne og Aar, med sagte og skaelvende Stemme. -Elsket og savnet. -Elsket ud over Graven. -Kaerlighed er Lovens Fylde. Hun traadte naermere og loftede Haengepilens Grene: Hun vilde laese Navnet paa Stenen. Saa raslede det bag Pilen. -Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm. Noget satte flygtende ud over Gaerdet. -Det var et Par Mennesker, sagde Huus. -Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Haenderne for Brystet. Hun blev ved at gaa taet ind til ham, mens hendes Hjerte bankede. De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka for sammen. -Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas Haand skaelvede under hans. Bai stod ved Enden af Gangen. -Er I der, sagde han. Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhaengslet efter dem. Ude i Alleen tog Bai Huus til Side: -Det er s'gu dog en Skandale, sagde han ... at det skal #eksistere#--en Vanhelligelse af det hellige Sted ... Kiaer havde jo sagt mig det ... hvordan det var--med de Rovere.... -Men jeg troede s'gu ikke, at det var muligt.... -Ikke en Gang at ha'e Folelse for Doden--Dodens Have--foj for Satan.... -Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang vaere i Fred paa Baenkene.... Huus kunde have slaaet ham. * * * * * De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og ode. Hist og her sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte. Vaertshuslarm traengte ud i Gaden. Sovnige og duknakkede drev man parvis hjem. I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var sovndrukken og mat. Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spaendt for og kort afsted. "Nattergalene" sang hojt ud i Gaarden, De kom til Saede. Bai vilde kore og sad med Marie. Oh du--min Valdemar! Jeg elsker dig.... -De holder ud, sagde Bai. De korte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker. Marie hang, sovende, krumbojet over Kurven i sit Skod. Huus og Katinka sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai. -Hoho--mine Dyr-- -Naa--saa langsomt-- Og der blev stille som for. Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt en Portvinsflaske. -Vil I ha'e? sagde han. -Nej--Tak, sagde Huus. -Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et mod Nattekulden. Bai tog en Slurk til. Det laerer man i Felten, sagde han. Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen. -Godmodige Folk, sagde han, ta'et en for en--svaere AEdere--svaere AEdedolke--men gode Hjerter--rigtig gode Hjerter--en for en--men i #Korpset#--Satan staa i dem.... Ingen svarede. Marie nikkede igen. Katinka onskede blot, at han dog vilde tie. -Men svaere AEdere, sagde Bai igen. Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen svarede. Man horte kun Hestenes Larm i Seletojet. Nu og da galede en Hane over Markerne. -Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt. Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder. Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne. * * * * * -Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa Trappen i den graa Morgen. -Ja, hvis du vil, sagde Katinka. Men Huus maatte hjem. Det var den hoje Tid. -Naa--sagde Bai--som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slaebt af med Kurvene. Huus og Katinka blev alene. Hun laenede sig til Dorstolpen. De tav lidt. -Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert. -Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre Gange med hede Laeber. Og var tilvogns og borte. -Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han vaek? Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han korte. Hun stottede sig til Doren og gik stille ind. * * * * * Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Laerker og alle Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og Kvidren over de sommerlige Marker. IV Laenkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vaekke. Et Par skurede Botter var stillet til Torring i Solen. Katinka aabnede Gangdoren; man horte kun Fluernes Summen gennem de lyse, kolige Stuer. Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og ganske tyst. Paa Krocketplaenen laa Kugler og Koller forladte. Rosenbuskene hang i Heden. -Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og Fru Linde nikkede: Ja, Linde laeser jo Praeken. -De er ude i Baghaven allesammen--Kiaers kom jo, et helt Laes med deres Fremmede ... Og det er jo ubelejligt, naar Linde laeser Praeken.... -Er Kiaers her? sagde Katinka. -Ja ... de kom her til Kaffe--de er i Baghaven--og den nye Doktor ogsaa ... Og De, som har vaeret til Marked ... Huus fortalte om det. -Ja--det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at faa Ordene frem, saadan bankede hendes Hjerte. Gamle Pastor Linde kom frem i Havedoren. Han havde Lommetorklaede om Hovedet. Lommetorklaederne kom frem hver Fredag Aften, naar Pastor Linde begyndte at laese paa sin Praeken. -Er det lille Fru Katinka, sagde han. Og De har det godt? Gamle Pastor kom hen i Lysthusdoren. Han vilde hore om Markedet. Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, folte hun blot en pludselig ubeskrivelig Laengsel efter Huus. -Ja--han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde talt noget; og Katinka blev blussende rod. -Ja, sagde gamle Pastor, et rart Menneske. Han tog Lommetorklaedet af og lagde det paa Lysthusbordet foran sig. Han blev ved at sporge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen, sagde han. -En Gang ska' de jo more sig ... Gamle Pastor smaasnakker, og Katinka svarer uden at have forstaaet et Ord. -Lille Linde--din Praeken.... -Ja, Lille Mo'er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevet Lordag idag. Gamle Pastor sjokker af med Lommetorklaedet i Haanden. -Vil De ikke ned til de andre, lille Fru Bai, siger Fru Linde.... -Hvis jeg i